Jeg ved bloggen har ligget død, lidt længe nu. Jeg ved også godt at de fleste bloggere, blogger hver dag. Problemet er bare, at de fleste bloggere, blogger om madopskrifter, mode, skønhed osv. Jeg blogger om at inseminere min lesbiske veninde. Nu er jeg så kommet til den erkendelse, at jeg ikke kan blogge hele tiden. Jeg må holde mig til de dage jeg har noget på sinde. Ikke fordi jeg ikke har haft noget på sinde de andre gange, men nu er inseminerings processen ved at gentage sig selv meget og der dukker derfor ikke så meget nyt op, under den del.

Siden sidst har vi også haft planlagt, at tage graviditetstest, men desværre fik regnbuemor menstruation et par dage før. Der mistede jeg sgu lysten til bloggen og snak om emnet for en tid. Jeg har været i en heftig tid med teater og job og sygdom, samtidig og derfor har jeg skubbet alt omkring insemination lidt i baggrunden. En dejlig teaterkollega, spurgte ind til bloggen og projektet med graviditet og jeg kom til at svare hende, at nu ville jeg droppe bloggen. Vi talte lidt om det og undervejs i samtalen, gik det op for mig, at jeg blot har brug for kun at skrive når jeg har noget nyt, at skrive om. Noget der inspirerer mig til et nyt indlæg.

Vi er nu, dags dato, igang med endnu et insemineringsforløb, og som jeg tidligere nævnte, er det blevet helt naturligt. Måske lidt for naturligt faktisk. Der er helt sikkert brudt op med den personlige intimsfære. Dog er der ikke noget nyt under solen. Det er stadig den gode gamle kop i armhulen, sprøjteaflevering, lydløs porno osv.

Istedet vil jeg fortælle om en ny og, i nogles øjne, mere underholdende oplevelse. Jeg har været ved lægen og fået henvisning til en klinik, der skal teste min sædkvalitet. Vi vil vide om der er spræl i min sæd.

I mandags, kom så dagen hvor jeg skulle testes. Jeg ankommer til klinikken. Det er regnvejr og jeg er let gennemblødt. Jeg har hjemmefra besluttet, at ‘lave’ testen derinde. Altså onanere på klinikken, så jeg slipper for at suse tværs gennem København, med en kop sæd. Jeg finder skranken og bliver bedt om at følge den grønne streg i gulvet. Allerede her går det galt, da jeg hører det som den gule streg. Heldigvis får jeg sagt ‘den gule streg’ så damen kan nå at rette mig. Hun bliver pludselig lidt spids i tonefaldet og jeg går op ad trappen. Mit hjerte galoperer afsted, foran resten af min krop. Jeg kommer op i den mest uinteressante afdeling. Et lille bord med 4 stole omkring, agerer venteværelse. Venteværelset er omgivet af mange hvide døre, der alle er lukket. Den eneste dør der er åben, fører ind til et meget sparet kontor. Her sidder en dame og byder mig velkommen. Hun krydstjekker, på sin computer, og sikrer sig, at jeg har tid nu. Hun spørger om jeg har min prøve med. Jeg får fjumsket mig frem til, at jeg ønsker at tage prøven her. Hun fisker, på rutine, en lille pose op, fra en kasse bag hende. Kassen er proppet med små poser. Poserne indeholder hver, en kop (af dem jeg kender, dog UDEN låg), et aflangt smalt rør, med orange låg og så nogle foldere om hvordan man skal forberede sig på testen.

Folderen har jeg allerede læst. Der står blandt andet, at man ikke må have haft feber over 38 grader, de seneste 3 måneder. Problemet er, at jeg for blot en uge siden havde feber. Jeg har ikke et termometer liggende, så jeg aner ikke om jeg var over 38 grader, men jeg tvivler. Jeg føler jeg er nødt til at gøre opmærksom på det, men kan ikke finde ud af hvornår, for hun ævler løs om denne test. Hun fortæller at jeg skal bruge den store kop og resten hører jeg simpelthen ikke, for jeg er optaget af, at få sagt til hende at jeg har haft feber.

Hun halser ned ad gangen, for at ‘indlogere’ mig i mit lille værelse. Jeg får fremstammet det med feberen på vej ind. Hun stopper og kigger undrende på mig. Hun appellere en del til min dårlige samvittighed. Som hun ganske rigtigt siger: ‘Jeg kan jo ikke vurdere hvor syg du har været’. Hun har ret… Hun er måske lidt nedladende i sin tone, men kvinden har jo ret. Hun lukker døren til rummet.

Jeg står nu i jordens kedeligste lokale. Virkelig. Jeg kigger rundt og der er præcis lige så spændende her, som der er i en pose rasp. Jeg troede det ville blive let at onanere her, før jeg så det. Jeg mener, rummet er for helvede da skabt til formålet. Pludselig savner jeg badeværelset. I rummet er der en stol, en vask, en køkkenrulle og et lille bord med en skuffe i. Jeg åbner naturligvis skuffen, i håb om at finde noget inspirerende. I skuffen finder jeg tre blade, med silikoneekploderede brystbomber. Sig mig, er det kun heteromænd, der får tjekket sædkvalitet? Jeg kan ikke bruge det til noget. Jeg må igang med telefonen igen. Tænk at man skal bruge sin egen mobildata på porno, når man står på en prof sædklinik. Jeg beslutter mig med det samme for, at det her skal foregå stående. Jeg skal da på ingen måde sidde i den stol. Hvad den mon ikke har oplevet! Jeg får gang i det jeg kom for og rammer koppen, naturligvis uden problemer. Jeg er jo efterhånden ret øvet. Jeg bliver færdig og pludselig slår det mig… Der er jo ikke låg til koppen. Skal det mon op i den lille beholder? Jeg tænker at det kan da ikke være mig der skal hælde det der over i. Man er jo nødt til at bruge en pipette eller sprøjte for at få det derover. Jeg pakker mine ting sammen og gemmer koppen i mine papirfoldere. Jeg synes det er lidt vildt at skulle gå rundt med den kop sæd ude på gangen.

Ude på gangen rammer jeg venteværelset. Her sidder en mand og skriver på en blanket. Jeg møder damen fra før, som straks beder mig tage plads, ved samme bord som manden, så jeg kan udfylde blanketten. Hun løber afsted ned ad gangen, med en tredje mand som skal overtage mit værelse. Jeg er forvirret. Skal jeg stille min kop med sæd på bordet, foran den anden mand? Det har jeg da slet ikke lyst til. Jeg kigger på bordet og ser straks, at hans prøve ligger i posen, ergo må han jo have fået sin sæd over i det cylinderformede glas med låget. Nu panikker jeg temmelig meget, kan jeg mærke. Jeg føler mig dum. Jeg kan slet ikke sætte mig og udfylde blanket når min sædprøve er i den store kop uden låg. Jeg kan da ikke bare stille den på bordet ved siden af ham. Jeg farer op og ned ad gangen, for at finde en af de tusind døre, hvor der står ‘toilet’. Jeg kan jo ikke gå tilbage til rummet for der er jo en ny mand derinde. På alle dørene står der ‘kontor’. Fuck, hvad gør jeg? Sekvensen varer måske i 30-40 sekunder, men det føles som 10 min. hvor jeg render rundt med en åben kop sæd. Til sidst gemmer jeg mig i en krog, hvor manden ikke kan se mig, men hvor jeg er klar til at spørge damen, når hun kommer ud.

Damen kommer endelig ud på gangen og jeg får, helt rød i skallen, fortalt hende at jeg havde overhørt det med, at jeg skulle hælde det over i det lille glas. Hun er sød nok og hiver mig med ind på sit kontor hvor der er en vask. Her kan jeg hælde min sæd over i det andet glas, siger hun. Hun vælger dog så, at blive stående i lokalet imens. Det er det mest syrede jeg nogensinde har oplevet. Aldrig har jeg været så lille som i dette øjeblik, hvor jeg står og hælder sperm fra et glas til et andet. Endda min egen sperm. Bagved mig står hun og venter. Jeg bliver færdig og smider min tomme sædkop ud i skraldespanden, lige ved hendes skrivebord. Jeg vil hjem! Jeg vil simpelthen bare hjem!

Nu skal jeg så sidde overfor hende og udfylde blanket. Hun beder mig stille min sædprøve på bordet, lige foran os. Der skal den så stå imens vi snakker. Ej altså. Får det her aldrig en ende? Kan hun mon lugte min panik og nyder at trampe lidt rundt på mig. Jeg kan vel ikke være den eneste der har gjort det forkert gennem tiden? Fjern dog den prøve, så jeg kan glemme at jeg har lavet den.

Vi får udfyldt blanketten og jeg får besked på at hente svaret hos min egen læge, efter 14 dage. Jeg springer ud af klinikken, ned ad trappen og ud af bygningen. Farvel og tak, håber aldrig jeg skal igennem den mølle igen.