Nu er ventetiden atter trådt ind. Denne gang venter jeg, eller vi, på endnu en ægløsning. Vi er nu på tredje omgang og jeg er derfor ikke fyldt med tanker om, hvordan mon det foregår og hvordan det føles at skulle inseminere. Jeg har prøvet det før og det giver istedet plads til nogle nye spekulationer og tanker. Jeg har derfor tænkt mig at mit indlæg, denne gang, skal handle om hvorfor jeg gerne vil være far.

Der er flere grunde til, at jeg gerne vil være far. Den første grund er, at jeg selvfølgelig selv synes jeg har nogle vildt fede livsværdier. Dem vil jeg enormt gerne give videre. Jeg tror, jeg kan gøre en enorm forskel for et barn, på den gode måde. Det med at få et barn er jo grundlæggende en egoistisk handling, men ikke nødvendigvis på en dum måde. Man kan sagtens være egoistisk, til gavn for andre. Den glæde man får fra et barn og den glæde man får ud af, at være noget for andre, er nogle eksempler på, en selvtilfredshed man kan opnå, ved at få et barn. Den måde at være egoistisk på, synes jeg ikke der er noget forkert i. Så længe man lever op til sit ansvar, som far eller mor.

Ansvaret er min næste grund. Jeg ønsker at ændre et mønster. Jeg er selv vokset op, hos min mor. Min mor og far blev skilt, da jeg var 4-5 år gammel. Jeg føler ikke, at min far har levet helt op til sit ansvar som far. Jeg ved det er en hård udmelding, men det er ikke desto mindre sådan jeg har det. Jeg skal ikke gå i dybden her, da jeg ikke ønsker at hænge ham ud. Han er et godt menneske, uden tvivl, men jeg har valgt at droppe kontakten til ham, da jeg synes interessen fra hans side, ikke levede op til mine forventninger. Det ligger mig meget på sinde, at kunne være den far, jeg ville ønske jeg havde haft. Jeg tror og håber jeg er i stand til, at tage ansvaret meget seriøst, ellers havde jeg aldrig indvilget i, at lave barn.

Nu kommer vi til den hyggeligste af grundene. Det er nok også den grund, der motivere mig mest i dagligdagen. Jeg arbejder til daglig i en børnehave, hvor jeg hver evig eneste dag, bliver konfronteret med sjove sprogfejl, fantasivæsner, grineren misforståelser osv. fra børnene. Jeg elsker og kan ikke lade være med at fortælle fantasi historier til børnene. Når man lige fyrer sådan en god røverhistorie af og så ser de små blikke, der med det samme griber historien og tænker den godt igennem… dér lever jeg for fuld skrue. Jeg elsker jo de små hyggelige løgnhistorier, vi voksne bilder børnene ind, for dels, at holde traditioner i hævd men også for at møde børnene, et sted hvor vi selv af og til har brug for, at søge hen, nemlig fantasiland. Bare fordi vi er voksne, bliver vi jo aldrig færdige med at flygte fra virkeligheden, i ny og næ.

De traditionsløgne jeg selv elsker og også elskede som barn, inden jeg vidste at det var løgn, er f.eks. Julemanden, nisser og Tandfeen. Jeg tænkte som en gal over, hvordan Julemanden mon nåede rundt til så mange børn, hvordan nisserne klarede sig, resten af året, uden vores skål med risengrød eller hvad pokker mon Tandfeen så i mine tænder, siden hun ville lægge så mange penge til mig, under puden, hver gang jeg havde tabt en tand. Jeg håbede altid jeg ville nå at se dem, men det skete sjovt nok aldrig. Den slags traditioner vil jeg elsker at dyrke videre, for mit eget barns skyld og nok også lidt for min egen.

Igår dumpede der så et nyt og, for mig, hidtil ukendt fantasivæsen, ned fra himlen, nemlig: Suttefeen. Det var et barn i børnehaven, der havde haft besøg af Suttefeen. Hende har jeg aldrig nogensinde hørt om. Det lyder mest som en lidt lummer datingprofil på scor.dk, men jeg var nok klar over at det handlede om en fe, der indsamler børns sutter. Den er jeg helt sikkert med på. Jeg overvejer også om man skulle opfinde en bletrold, til når bleen skal smides? Kan man få nok fantasivæsner? Jeg elsker dem, men bletrolden bliver nok lige i overkanten, men hey, Suttefeen skal helt sikkert med i min pulje. Jeg er vild med det. Jeg er ikke tilhænger af at man lyver, men denne type løgne, som kan berige børns fantasiunivers, er da pragtfulde. Jeg ville så afgjort ikke have været foruden, som barn.

Hvorfor jeg vil være far, er selvfølgelig lidt mere komplekst, end blot disse ovenstående grunde. Der er jo også hele aspektet med, at se sine egne gener gå igen. Jeg er da mega nysgerrig på, hvordan børn af mig, vil se ud. Mit liv ville også få mere indhold, med et barn. Det skal ikke forståes, som at jeg intet har at foretage mig nu, men mere som en mangel på, at have noget, der er pisse vigtigt. Noget der gør, at jeg død og pine, skal holde mig til ilden. Noget der gør, at jeg ikke kan svigte. Noget det kræver mig i en sådan grad, at jeg ikke kan komme udenom. Vi har alle vores jobs, hobbyer, kærester osv., men intet er så krævende som et barn. Et barn kan ikke afleveres tilbage og vil kræve at du er forælder, resten af dit liv. I fatter ikke hvor meget jeg glæder mig.