#1 Første insemination

Mange tanker og overvejelser har ligget forud for denne første insemination. Det føles lidt halvt, at starte lige på uden grundig omtale af, hvad der er sket før, den dag, jeg stod på min venindes toilet, klar med kop, sprøjte og en klump i maven over at skulle onanere, for at få sæden ud og ned i koppen. Omvendt føles det også meget langt og uoverskueligt, at skulle redegøre for hele min tankegang omkring det at få børn, som startede allerede i teenageårene.

Ultra kort fortalt, har jeg altid gerne ville være far. Jeg har været klar over at det ville have en del udfordringer, eftersom jeg ikke vil dyrke sex med en kvinde. Jeg har haft mange typer af familiekonstellationer i spil, før jeg endte her, hvor jeg er idag. Jeg har verdens bedste, lesbiske veninde, som er helt på samme side som jeg, ang. det at skulle have et barn og være en, såkaldt regnbuefamilie. Vi deler de samme værdier og tror på den samme børneopdragelse. Vi tror på at stille krav og have forventninger til et barn men samtidig være bevidste om at vi, som forældre, altid vil være barnets forbilleder og derfor må vise barnet vejen og lære det at ballancere mellem hvad der er rigtigt og forkert. Frem for alt, er masser af kærlighed, altoverskyggende vigtigt for et barn.

Vi har besluttet at starte med hjemmeinsemination. Grundlæggende er det bare, sæd i en kop, op i en sprøjte, føre det op i skeden og vupti, baby i maven. Det lyder jo let, men er det så det? Mange mennesker har før os prøvet at blive gravide. Nogle med legende lethed, andre med besvær og nogle uden held. Vi ved der finde klinikker der kan hjælpe, men det er dyrt og omstændigt og hjemmemodellen skal da klart prøves af som første skridt.

Vi beslutter os for at starte og læser godt op på emnet. Det viser sig at man ikke bare kan bruge en alm. sprøjte fra apoteket, da mange er behandlet med kemikalier der kan virke sæddræbende. Ikke enormt smart, når man gerne skulle have liv i de små celler. Endvidere er det godt hvis kvinden tager noget folinsyre, har jeg lyst til at det skal hedde. Bemærk det er kvinden der skal tage det. Jeg er manden og aner ikke hvad eller hvorfor det er. Man bør selvfølgelig heller ikke ryge, drikke kaffe, onanere inden, spise usundt, være i nærheden af mennesker der snakker højt, smage på folien til færdigretter eller blive stresset. Jeg bliver så træt… Det må man vidst heller ikke. Som I nok kan forstå så var det pludselig ikke bare den gode blomsterne og bierne historie, at lave børn. Nej bien skal gøre specielle ting før, under og efter og blomsten skal lige være klar før bien kommer.

Nå vi kastede os ud i det og øjeblikket efter, er der ægløsning og jeg står hos min veninde, på badeværelset, med en lille kop med låg, en engangssprøjte og min mobiltelefon. På den anden side af væggen ligger hun klar med rumpen let løftet og venter på sprøjten (bien om du vil).

Pres!!! Det er så NU jeg skal onanere for fuld smadder, for efterfølgende at aflevere min sæd, til min lesbiske veninde, som ligger og venter. Jamen ok så… Det er nok også lige NU at jeg tænker: hvorfor ville jeg være far? Er det her virkelig måden det skal gøres på?

Som hos de fleste andre mænd, er det jo ikke fordi der er noget i vejen med sexlysten, men at finde den frem i denne situation, er sgu lidt svært. Hmm, jeg må søge lidt inspiration på nettet og efter lidt søgning dukker der pludselig lidt frække tanker op og den lille begynder at rejse sig, længere nede. Det virker og jeg lukker alt andet ude. Jeg er liderlig.

Det går fint og det er rart, jeg kan mærke jeg er lige ved at komme, men hov, det skal jo ned i koppen. For filan, så skal man også tænke på det. Jeg kommer i tanke om at koppen jo helst skal have kropstemperatur, så jeg når lige at få smidt den op i armhulen, før jeg kommer. I det gyldne øjeblik får jeg hevet koppen ned fra armhulen og får grebet det hele. Pludselig bliver det hele meget usexet. Jeg står nu med en kop ‘babyjuice’ som jeg skal fiske op i sprøjten og gå skammens vej, ind i stuen og aflevere til min veninde. Jeg får med møg og besvær det hele op i sprøjten. Får bukser på og går ind og laver en overlevering. Jeg er flov og spændt og alt mulig andet på samme tid. Jeg får kun meget lidt øjenkontakt med hende, da øjenkontakten i dette øjeblik er min absolut værste fjende. Jeg siger tak for idag og skynder mig ud af døren, opkogt og rød i hovedet. Står på opgangen og venter på at elevatoren skal komme og hente mig på 5. Sal. Jeg forventer hele tiden en krampelatter inde fra lejligheden og det føles som om elevatoren virkelig nyder at være lang tid om det. Endelig kommer den og jeg kan komme ud af bygningen.

Jeg går, i hastig gang, hjemad imens jeg tænker. Måske er hun gravid allerede nu? Måske skal jeg være far? Kan hun overhovedet få sig selv til at sprøjte det op? Én ting er sikkert i det øjeblik… Jeg aner jo ikke en skid om, hvor  lang tid der skal gå før man kan teste om hun er gravid?! Jeg må google det.

Hov… Min telefon ringer! Det er fra min veninde. Hun må være færdig nu. Jeg er spændt på hvad hun siger om oplevelsen. Var den mon også pinlig for hende?

Jeg tager telefonen…