#2 Efter første insemination

#3 Tilbage på toilettet

image

Dagen, for anden insemination, er kommet. Jeg skal igen ud på det famøse toilet og ‘arbejde’. Jeg er sgu lidt glad for, at jeg spiller teater, for det kræver altså lidt, når man skal lukke alt andet ude og blive liderlig, under de mindst frække omstændigheder. Ikke selve toilettet, for det er rent og pænt, men det at regnbuemor, ligger lige inde på den anden side af væggen. Jeg vil godt lige indskyde meget kraftigt at, jeg elsker min regnbuemor overalt på jorden, men jeg tænder så absolut ikke på hende. Jeg er ikke til kvinder og det faktum at hun er i besiddelse af bryster og en, ja hvad kalder man den uden nogle bliver stødt… Tissekone? Kusse? Fisse? Skede? Kødblomst? Kært barn har mange navne. Det gør at jeg simpelthen bare ikke kan tænde på hende.

Utroligt nok har rigtig mange spurgt, forud for dette projekt, om vi så skulle have sex, nu vi ville lave barn. NEJ sgu da. Folk må da være vanvittige når de kan komme på den tanke. Vi er og bliver homoer hele vejen igennem processen. Og sikkert også bagefter.

Hov endnu et af mine mange sidespring, tilbage toilettet. Jeg står og skal blive liderlig på kommando og det er så svært. Op til dette øjeblik har jeg gået og glædet mig, over at jeg jo havde gjort det en gang allerede så det kan da kun blive lettere anden gang. NOT! Det er faktisk, om muligt, sværere. En vigtig detalje jeg udelod i første indlæg, var at jeg, i dagene vi ventede på ægløsningen, ikke måtte pille ved mig selv eller få udløsning. Det var hårdt kan jeg godt afsløre. Især når man ikke måtte. Man vil ofte gerne det man ikke må. Sådan er det også med børn. (Note til mig selv, når jeg bliver far).

Den detalje gjorde at det var tiltrængt at få tømt posen sidst, men sådan har jeg det ikke nu. Jeg står der med kop, sprøjte og det hele. Har ikke åbnet bukserne endnu. Jeg føler mig sgu lidt presset. Jeg kigger mig i spejlet. Ja det hjalp sgu ikke lige på liderligheden. Hvad nu? Jeg griber igen telefonen og bladrer lidt rundt på de frække dele af nettet. Jeg forsøger at tvinge mig selv, mentalt ud af toilettet, ud af lejligheden og hen et sted hvor jeg kan vælge lige præcis den mand, jeg synes skal tænde på mig. Det er ikke let, men det lykkes til sidst og jeg er igang… Pludselig kommer jeg i tanke om at jeg igen har glemt, at koppen skal i armhulen. For fanden da! Hvordan kan jeg glemme det. Hvor er det dog besværligt. Jeg trækker tiden for at være sikker på at koppen denne gang kan nå den temperatur den skal have, men bliver så lidt panikken over, om jeg pludselig mister sexlysten, hvis jeg venter for længe. Jeg skynder mig at fortsætte for den må jo ikke falde sammen og blive slap. Uanset hvad, skal ‘babyjuicen’ jo ud.

Jeg er nu meget tæt på og skal nu bare lige have fat i koppen, fra armhulen og ramme. Pis… Noget rammer ydersiden af koppen, men jeg får fanget det meste. Hvad nu hvis babyen er i de dråber der ramte kanten? Det er jo den hurtigste celle der bliver til et barn og ret beset var det jo de dråber der kom først ud.

Jeg finder mig selv i en situation hvor jeg står og skraber sæd tilbage i koppen fordi jeg bare vil have de ‘gode’ dråber med. De skal have en chance. Lige dér siger jeg så til mig selv, at nu er det for meget. Jeg stopper op og bliver en anelse fornuftig. Nå skidtet skal op i sprøjten, jeg skal have bukser på og så er det afsted ud over stepperne med mig.

Jeg går ind og får overrakt den ‘livgivende fakkel’ til regnbuemor som smiler og siger tak. Jeg suser ud i gangen og kommer så i tanke om, at jeg har fået en ekstranøgle til hoveddørens sikkerhedslås, som regnbuemor gerne vil have, jeg låser efter mig.

 

Nøglen er jo ikke helt almindelig, men en aflang pind, med takker på alle sider. Den skal langt ind i et hul og sidde rigtigt før man kan låse.

image

Jeg finder nøglen frem og sætter den i døren. Den vil ikke dreje. For filan da. Jeg kæmper, højlydt, med låsen og får åbnet og smækket døren et par gange. Det må godt nok stresse regnbuemor, som ligger og sprøjter sæd op og samtidig skal prøve at få sin orgasme. (Det skulle forhøje chancen for at blive gravid). Jeg kan se mig selv oppefra og begynder sgu lidt at grine. Hvor er jeg bare kikset som jeg står der. Det der skulle have været en hurtig flugt er nu blevet en kamp med en dør på 2-3 minutter. Jeg får endelig låst det lort og vender mig om. Bum! Der er elevatoren. De der har læst første indlæg, kan måske huske, hvordan jeg stod og ventede længe på at den kyniske elevator skulle hente mig. Hvis du nu tænker, at jeg burde tage trappen, kan jeg orientere om, at jeg ikke aner hvor trappen er. Opgangen er lavet så jeg kun kan se tre døre til hver deres lejlighed og en dør til elevatoren. Jeg ved der er en trappe et sted, men jeg aner ikke hvor jeg skal lede.

Elevatoren kommer, kører mig ned og jeg suser hjem.

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv et svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

#2 Efter første insemination