#10 Suttefeen og Julemanden

#11 Knuder og sædkvalitet

image

Der kan, til tider, være ret stille på bloggen og egentlig beskriver det ret godt, hvordan inseminations processen er.  I dagene hvor vi inseminerer og tester for graviditet, er der fuld tryk på tænketanken og i de dage, er der meget at skrive om, men perioden mellem en negativ graviditetstest og frem til næste insemination, sker der egentlig ikke så meget, på den front.

Nu er det ved at være tid til tredje forsøg, tredje skud i bøssen, tredje sprøjt i kussen, ja kært barn har mange navne. Vi skal inseminere meget snart igen og det er som bekendt, endnu ikke lykkedes os at have held i sprøjten. Regnbuemor og jeg har talt om, at få tjekket vores babylavnings apparater, sideløbende så vi ved om vi overhovedet kan lave børn. Vi har snakket frem og tilbage om vi skal gå til lægen sammen, da vi har hver vores læge og hvis ja, hvilken af vores læger skal vi så vælge? Skal vi udgive os for at være et hetero par, for at undgå, eventuelle diskriminerende særregler? Vi har hørt at heteroer kan få betalt inseminations behandlinger, mens homoer er for egen regning. Vi aner ikke om det passer, for der sker en rygende udvikling, på ligestillingen hele tiden, så det er ikke helt til at finde rundt i, hvilke regler der gælder og hvilke der ikke gør.

Jeg har gennem længere tid haft opdaget nogle knuder, på min krop. Knuder jeg kan mærke går mig på. Jeg tror ikke de er farlige, men det er farligt at gå og tro, når man lige så godt kan få det undersøgt. Min læge har åben konsultation idag, så jeg vælger at gå op og få ham, til at se på mine knuder. Samtidig tænker jeg, at jeg henkastet lige kan få smidt et par ord ind, om sædkvalitet. Fed plan, på den måde behøver jeg ikke nævne noget om homo/hetero problematikken, så det går nok rigtig fint det hele.

Jeg ankommer hos lægen og træder ind i venteværelset. Det er en gammel lejlighed på Frederiksberg, som ikke har fået anden modernisering end de kampagneplakater der hænger om diverse sygdomme og gratis undersøgelser man kan få, for tiden. Møblerne og farven på væggene, er tydeligvis, enten fra klinikkens åbning eller kort efter. Der er en speciel lugt af medicin og sterilitet. Sådan en rigtig lægelugt, som gør mig tryg og minder mig om min barndom, når jeg skulle undersøges hos lægen.

Jeg har lidt sommerfugle i maven, for venteværelset er lige op af receptionen, hvor sygeplejersken skal tage imod mit sygesikringsbevis. Jeg frygter lidt at hun skal spørge, i hvilken anledning jeg vil se lægen, for jeg kan ikke få mig selv til at sige ordet sæd højt i lokalet og selv med hviskende stemme kan man høre det i venteværelset. Jeg beslutter mig for, kun at nævne knuderne, hvis hun spørger og så gemme sædsnakken til selve lægekonsultationen. Heldigvis spørger hun ikke ind til hvad jeg fejler eller andet men beder mig tage plads i venteværelset.

Jeg sidder der i venteværelset. Der er 4 før mig. Jeg griber en avis og som jeg sidder der, går det op for mig hvor lydt der er i hele klinikken. Jeg kan faktisk høre, ret tydeligt, stort set hvert et ord der bliver udvekslet mellem lægen og patienten. Pis. Jeg skal spørge om sædkvalitet om lidt, velvidende at der sidder et helt venteværelse og kan lytte med. Mine potentielle kræftknuder er pludselig slet ikke i fokus mere, men jeg kan mærke at jeg får sommerfugle i maven. Ikke på en god måde, men på en pinlig og skamfuld måde.

Det er faktisk ret mærkeligt, for inden det her projekt havde jeg ikke noget problem, med at sige ord som sæd, pik, sperm, onani osv. men sært nok er jeg nu blevet så snerpet, at jeg næsten ikke kan sige ordene højt. Jeg kan stadig skrive dem, men jeg kan næsten ikke sige det. Ordene vil ikke ret tit ud af min mund. Jeg forstår ikke helt hvorfor, men jeg er blevet så blufærdig mht snakken om, at jeg skal onanere for at få sæden ud. Bare det at skulle sige til lægen, at jeg vil have testet min sædkvalitet, er blevet så grænseoverskridende for mig, som jeg aldrig havde drømt om, at det kunne blive.

Puha, det er min tur efter næste patient. Lægen kommer ud og siger mit navn højt i lokalet. Jeg føler lige så godt han kunne have råbt ‘SPERM’. Jeg føler med det samme, at alle kan se, at jeg skal ind og tale om sæd. Væmmelig følelse og i grunden mest fordi, det slet ikke er derfor, jeg kom i første omgang. Jeg skulle have tjekket knuder, som jeg har været så bekymret for og pludselig er det en dum ting som, min sædkvalitet der skal fylde hele tankebilledet.

Lægen mærker på mine knuder og jeg bliver henvist til en ultralydsscanning, med henblik på at afkræfte at jeg skulle have en lymfesygdom eller andre ting. Nu kommer det. Jeg skal sige det til lægen. Han skal vide at jeg gerne vil teste min sæd. Jeg får fremstammet, at jeg er igang med at lave baby og at der ikke rigtig sker noget. Han forstår med det samme hvad jeg beder om og hans svar er, at han ikke har helt styr på, hvordan det testes nu om dage (min læge er oppe i årene), men at det har hans sygeplejerske og hun kan give mig en test inde ved siden af.

Jeg springer langsomt i luften indvendigt. Skal HUN teste mig? Inde ved siden af. Skal jeg ind og onanere hos min læge og vise min sæd til hans sygeplejerske. Jeg er i chok og fortryder at jeg spurgte. På den anden side, er det da også lidt fedt at jeg slipper for, at skulle bestille tid til et sted hvor man kan få en test. Jeg er lidt spændt på om hun så kan give mig et svar idag.

Jeg bliver vist ind i ekstraværelset og skal vente på sygeplejersken. Jeg kan høre min læge, ude i receptionen. Han siger ordet sædtest, usmageligt højt. I samme sætning nævner han også mit navn. Åh Gud, hvor pinligt. Nu ved hele venteværelset at jeg står herinde og skal onanere. Jeg kan høre han kalder næste patient ind.

Sygeplejersken kommer ind, i værelset hvor jeg venter. Hun er sød og smilende. Hun lukker døren. Nu bliver jeg nervøs. Skal hun være herinde imens eller hvordan? Jeg ved inderst inde godt, at selvfølgelig skal hun ikke det, men angsten tager lidt over. Hun tager en pose frem med en kop og et lille glas. Hun finder en brugsanvisning frem og begynder at forklare mig om proceduren. Jeg spørger hende om det er en hjemmetest og hun siger, at man kan lave den hjemme og aflevere den på en klinik i København, eller man kan tage derind med det samme og ordne det hele derinde. Jeg ånder lettet op. Fedt jeg skal altså ikke onanere her hos lægen.

image

Hun forklarer meget længe, synes jeg, om hvordan det hele står beskrevet på papiret. Jeg må først lave sædprøven to dage efter sidst jeg har ‘tømt mig’. ‘Tømt mig’? Really? Skal hun bruge ordet ‘tømt’? Skal hun overhovedet bruge ord, når det hele står på papiret? Hun er jo rigtig sød og vil gerne forklare mig det, men jeg vil egentlig helst bare slippe for at snakke om, at jeg skal tømmes. Igen kan jeg mærke min, nyopståede blufærdighed, omkring onani-snak er på sit højeste.

image

Jeg får min pose med kop og glas, smider det i tasken og siger tak, alt imens jeg stormer ud af døren. Jeg er lettet da jeg kommer ud på gaden. Jeg fik det overstået og nok var det pinligt, men også dejligt at jeg nu får testet min sæd. Tænk hvis den slet ikke kan lave børn?!

2

  • inge-lise torkild-hansen

    kære John-John.
    Jeg må sige at jeg er ligeså forbavset – som du selv – over det du har skrevet. Du er jo ambivalent i det du er i gang med – usikker på om nu også OMVERDENEN syntes at det er ok det du og regnbuemor er enige om at få et barn – stop det NU – tak.

    Hvad fanden skal det til? Du er altså IKKE kommet over dette at du er “bøsse” – men føler det er pinligt at ALLE skal vide det? Jamen hvor er MIN John-John henne? er han helt forsvundet? Ham som jeg beundrer for sine fantastiske indlæg – og meget direkte sprog – elsker det!

    Jeg tror at det er en stor usikkerhed over at du måske ikke kan “leverer varen” Jamen kære du – hvis du IKKE kan, er det da også ok? I finder en udvej er jeg sikker på.

    Hvad knuderne angår syntes jeg at det er klogt at få dette undersøgt, tror ikke at det er noget alvorligt.

    Jeg forstår også godt din frustration over at du pludselig bliver så blufærdig, men det er menneskeligt, der er mange faktorer der spiller ind- tror jeg.

    Vi er sidt i oktober – og jeg har jo sagt at det bliver den måned hvor i bliver gravide, nu må i sgu`gøre noget ved det!

    Glæder mig til et meget positivt indlæg – og et stot knus til dig og regnbuemor.

    elsker jer – og kom så i gang.

    KRAM

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Regnbuefar

      Kære Inge-Lise,
      Du må nok lige læse mit indlæg endnu en gang, søde. Der er et par ting du har misforstået, kan jeg se. Jeg har intet problem med hverken det faktum at jeg er bøsse, eller hvad andre skal synes om det, at vi er to homoer der får et barn sammen. På det punkt er andres holdninger ikke relevante for mig eller min beslutning om at blive far.

      Jeg beskriver blot at jeg har fået en blufærdighed i forhold til hele onani-snakken og alle de ord, jeg let har kunne sige førhen. Det har intet med min homoseksualitet at gøre. Der var du lige lidt for hurtig på aftrækkeren 😉

      Når Regnbuemor og jeg overvejede at ‘lege heteroer’ for lægen, var det udelukkende fordi, man på et tidspunkt ikke havde de samme rettigheder, mht betaling af behandlinger, hvis man er homo. Det på trods af at vi alle betaler skat som heteroer. Nu er jeg så blevet gjort opmærksom på, at alle kan få gratis fertilitetsbehandlinger og insemination, så problemet er der slet ikke mere.
      God dag til dig.
      Kys

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv et svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

#10 Suttefeen og Julemanden